Jeg er ekspert i ikke at lytte til mig selv. Jeg har mange års erfaring i det. Men det har aldrig bragt noget godt med sig, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg i dag har valgt at gå en anden vej. Det har lært mig ufatteligt meget.

Det er så vigtigt at lære at lytte til sig selv, fordi det er en forudsætning for at skabe indre balance. Uden denne ro og forbindelse til os selv har vi ikke noget at navigere efter, og så har vi intet andet valg end blot at prøve os frem, igen og igen, også selvom vi ikke har nogen ide om, om vi er på rette vej eller ej.

Det samme gælder, når vi danser. Vi skal lytte til os selv. Vi skal lytte til vores krop, og vi skal samarbejde med den. Kender du følelsen af frustration, når du bliver stærkt udfordret danseteknisk eller står over for en koreografi, du ikke kan mestre? Jeg kender kun alt for godt denne følelse, og ofte når jeg underviser, må jeg minde folk om, at de skal være tålmodige og samarbejde med deres krop i stedet for at skælde den ud og forsøge at kontrollere den. Det er en dårlig vane, som er meget ukærlig, og det er bestemt ikke den korteste vej til at gøre fremskridt. Langt fra. Hvis vi derimod formår at støtte os selv undervejs, også når det ikke er nemt, så når vi meget hurtigere i mål.

Når vi overhører os selv og bare knokler på, ender vi med at spænde ben for os selv. Vi gør vejen meget længere, end den behøver at være. Hvis vi derimod lærer at samarbejde med vores krop, så hjælper vi os selv rigtig godt på vej. Men det kræver altså, at vi lærer at lytte.

Lytter du til dig selv?