Kender du følelsen af frustration, når din danseunderviser siger: “Mere. Dybere plié. Lange linjer. Længere ud/op/ned. Dans igennem” etc.? Måske synes du, at du gør dit bedste og allerede gør det, du bliver bedt om. Måske bliver du opgivende, fordi du ikke føler, at du er god nok. Eller måske får du lyst til at knokle endnu hårdere, så du kan nå dine mål i dansen. Du prøver og prøver, men føler ikke rigtig, at det lykkes for dig.

Vi er alle unikke individer, og vi danser alle på vores helt unikke måde. Selvom mange af vores udfordringer i dansen er de samme, er der ikke to dansere, der er ens, og derfor er det også forskelligt, hvad der skal til for den enkelte for at rykke sig i dansen. Men trods unikhed og forskellighed er der en tendens, der ofte går igen hos mine elever: knokleri. Rigtig mange af de dansere, jeg arbejder med, har en tendens til at knokle i deres dans. De taler ukærligt til sig selv og bakker ikke sig selv op i udviklingsprocessen. De prøver igen og igen, men synes aldrig, at de gør det godt nok. De anerkender ikke deres fremskridt og klapper ikke sig selv på skulderen, når noget lykkes, men er straks videre til den næste knokle-udfordring. Kender du det?

Jeg tror på, at vi alle spejler vores elever og omvendt, og at vi underviser i det, vi selv har brug for at lære. Og jeg indrømmer blankt: Jeg har selv et knokle-gen. Jeg arbejder på at slippe knokleriet, både i min dans og i mit liv generelt, men det er noget, der vender tilbage igen og igen, og som jeg derfor må se på løbende. For mit vedkommende ved jeg, at det handler om utålmodighed og om perfektionisme, og jeg er meget bevidst om, når knokleriet dukker op, så jeg kan arbejde på at transformere knokle-vanen til en vane, der støtter mig bedre i min udvikling.

En af de ting, jeg gør for at transformere knokleriet, er at gøre status og mærke efter, så jeg bliver bevidst om, hvad jeg har gang i. For vi kan kun ændre en vane, hvis vi er bevidste om den – derfor er bevidstheden det første skridt. Her er nogle af de spørgsmål, som jeg løbende stiller mig selv i min dans, og som jeg også underviser mine elever ud fra. Jeg håber, at de kan være til inspiration for dig, hvis du selv vil kigge nærmere på dit knokleri i dansen:

* Er du bevidst om, hvordan du bruger din kraft, din energi og dit mentale fokus, når du danser?

* Bruger du din vejrtrækning til at støtte dig i dine bevægelser?

* MÆRKER du hver eneste bevægelse, eller danser du ofte på autopilot?

* Danser/lærer du fra kroppen eller fra hovedet?

* Er du i nuet, når du står over for en udfordring i dansen? Eller er du i fremtiden (f.eks. bekymrer dig om resultatet)? Eller i fortiden (f.eks. genkalder dig dine dårlige erfaringer)?

* Bakker du dig selv op i din indre dialog, når du danser?

* Hvad kan du gøre fremover for at hjælpe dig selv med at slippe knokleriet i din dans?

Når du er blevet bevidst om dit knokleri, er næste skridt at arbejde aktivt på at erstatte knokle-vanerne med selvstøttende vaner. Det gør du ved i de aktuelle knokle-situationer bevidst at vælge at gøre noget andet, end du plejer; noget, der støtter dig i din udvikling, og som gør dit næste skridt nemmere for dig, end det var med din gamle knokle-vane. Kunsten er, at lade de nye selvstøttende vaner være dem, der ”vejer tungest”, så de med tiden kan blive lige så indgroede, som knokleriet var førhen.

God fornøjelse med at skabe knokle-fri dansevaner <3