Den sætning, jeg hører oftest, når jeg underviser, er: ”Jeg synes, det er svært.” Nogle gange kommer den endda, når jeg spørger, om der er nogle, der har nogen spørgsmål til det, vi er i gang med. Så er der ofte en, der siger: ”Ja, det har jeg. Jeg synes, det er svært.” Jeg plejer at grine lidt og påpege, at det jo ikke er et spørgsmål 😉 Og så forklarer jeg, hvorfor spørgsmål er så meget mere konstruktive end sætningen ”Jeg synes, det er svært”. Tro mig, jeg kender det godt fra mig selv. Der er bare det, at kroppen er så god til at samarbejde. Så når vi inde i os selv har en dialog kørende, der hedder ”Det her er svært”, og det er der, vores mentale fokus er, ja, så sender vi samtidig et signal til vores krop om, at det, vi er i gang med, er svært, og at den skal forberede sig på, at det nok ikke vil lykkes, for det er altså virkelig kompliceret. ”Svært” er lidt ligesom at sætte en mur op foran sig selv, som man så bliver ved med at løbe ind i. Og så bliver det, ja, svært 😉

Det handler om energi og om intention. Om hvilken retning man giver sin energi og sit fokus. Grunden til, at jeg opfordrer til spørgsmål i min undervisning, og at jeg i øvrigt snakker og forklarer en del, er, at jeg så gerne vil lære mine elever selv at tage tøjlerne i dansen. Lære dem, hvor de skal tage fat, og hvor de skal skrue op og ned for at rykke sig i dansen. Så de ikke bliver afhængige af mig for at kunne udvikle sig, men lærer selv at spotte, hvor deres forhindringer ligger. Og ”svært”-forhindringen er altså en, jeg møder ofte hos mine elever. Og jeg kan godt forstå det, for dans kan være meget udfordrende. Det er jo også en del af det, der gør det sjovt 🙂 At lære at mestre dansen ♥ Det bliver kun en problem, hvis man er utålmodig og/eller perfektionist, og let’s face it … det er der temmelig mange mennesker, der er (inklusive mig selv 😉 ).

Nøglen ligger i din tilgang til dansen og til læringsprocessen. Hvis du formår at gøre processen lige så sjov og fri og vigtig som resultatet, ja, så vælter ”svært”-muren helt af sig selv. For i virkeligheden er den mur kun en, du sætter op for dig selv (ubevidst), for at sætte tempoet lidt ned. For lige at give dig selv lidt ekstra tid. Måske fordi du ikke kan overskue processen, eller fordi du har svært ved at tro på, at du kan nå hen til målstregen (altså her: at lære den øvelse eller den bevægelse, du er i gang med at lære). Det er en klassiker. Men jo mere du kan gøre læringsprocessen til en leg og ikke en konkurrence (med dig selv eller med andre), jo nemmere, hurtigere og sjovere bliver det at lære. Trust me. Kroppen lærer gennem gentagelse, og den bliver nødt til i den proces at gøre noget såkaldt forkert, så den kan lære, hvad den skal gøre i stedet, og så gentage det X antal gange, indtil det sidder på rygraden. Det er den samme proces, som når et lille barn skal lære at gå. Det at falde er blot en naturlig del af læringsprocessen, der gør, at barnet lærer at justere, så det kan holde balancen.

Jo færre domme du fælder over læringsprocessen (a la ”jeg synes, det er svært”), jo mere holder du vejen ÅBEN for, at kroppen kan lære det, den er i gang med. Kroppen samarbejder altid, så giv den støtte og opmuntring og guid den på rette vej i stedet for at sætte forhindringsmure op for den. Gør læringsprocessen fri og legende for dig selv, og når du møder noget, der er udfordrende, så tag et nysgerrigt kig på det og tænk: ”Jeg synes, det ser spændende ud.” 🙂 På den måde lader du døren stå åben for, at du kan rykke dig i stedet for at holde dig selv tilbage ♥ Og jeg lover dig, at du kommer til at rykke dig så meget hurtigere i dansen ♥  

Kærligst
Lise